Velkommen til nyhedsbrevet Ny Nordisk Mad
September 2009
Nyhedsbrevet fra Ny Nordisk Mad udsendes hver måned med nyt fra projekterne, fra Ny Nordisk Mads ambassadører og styregruppe og fra samarbejdspartnere og interessenter. Nyhedsbrevet vil også fungere som netværksdannende for den voksende gruppe, som interesserer sig for at fremme nordisk mad og nordiske råvarer.
New Nordic Food – from visions to realizations
SEMINAR I DANMARK: Nordisk Ministerråd har i samarbejde med NICe, ID-NORFOOD og Københavns Universitet fornøjelsen af at invitere dig til seminar 2. og 3. november på Borupgaard.
Læs mere og meld dig til her: http://nynordiskmad.org/nyheder
Lokal mad i strid med EU?
SVERIGE OG DANMARK: Både den danske og svenske klimakampagne anbefaler forbrugeren at købe lokalt produceret mad. På den måde sparer man nemlig transport, der udleder CO2. Men i Sverige er fødevaremyndighederne nu ifølge den danske avis Information blevet pålagt at bremse offentliggørelsen af en kampagne med klimavenlige kostråd, fordi den indeholder råd om at købe lokalt producerede fødevarer, og det er imod EUs konkurrenceregler.
Læs mere på http://www.nynordiskmad.org
Møre og Romsdal har fundet deres smag
NORGE: Fylkesfinalen i Møre og Romsdal til Smaken av Norge foregik under Den Norske Matfestivalen i Ålesund. Prisen for "Beste råvare sjø" gik til Nordic Seafarms AS for deres opdrættede atlantiske helleflynder (kveite). "Årets råvare land" blev en spegepølse med akvavitkrydderier fra Tind Spekevarer AS, og "Årets produkt" gik til en vellagret blåskimmelost fra Tingvollost. De tre lokale vindere går videre til den nationale finale, der finder sted under Årets Måltid i Stavanger 19. november 2009.
Læs mere på: http://www.mrfylke.no/hoved.aspx?m=22664&amid=2801677
Gotlandsk kød i COOP
SVERIGE: COOP har lanceret nye kødprodukter af lam, okse og svinekød. De 29 nye økologiske produkter er KRAV-mærkede og sælges under varemærket Änglamark. COOP har fået nye aftaler med gårde i Gotlands Ekologiska, Ostgotha og Upplandsbonden. COOPs miljøchef fortæller, at man med det nye økologiske kød satser på endnu bedre dyrevelfærd og økologi.
Læs mere på http://www.pirab.se/MIMA/standard/getPIRWebb.asp?x=A634396A
Mål om bæredygtige skoler i 2014
FINLAND: Den finske Kommission for Bæredygtig Udvikling har opstillet en række nationale mål for økologi og bæredygtighed. Kommissionen ønsker blandt andet, at alle uddannelsesinstitutioner etablerer egen bæredygtig udviklingshandlingsplan i 2010, og at 15 % af disse skoler, gymnasier og daginstitutioner arbejder på at modtage et certifikat for bæredygtig udvikling i 2014.
Læs mere på http://www.EkoCentria.fi
Smag på det gale rensdyr
DANMARK/FINLAND: Tre af Laplands bedste kokke Lauri Närhi, Antti Tuononen og Timo Nieminen fra Hotel Hullo Poro (der betyder det skøre rensdyr) i Sirkka i det finske Lapland har været i Danmark for at lede workshops og servere kultmiddage hos Claus Meyer i Meyers, København. Blandt de nyfortolkede retter af den samiske madkultur var stegt rensdyrlever med tyttebær, rensdyr-confit med rensdyr-brisler, rørhatte-’dumpling’, lappisk kartoffel-majonæse og tranebær-sauce. Desserten var multebær-suppe med mousse af rensdyrmælk og hindbærsorbet.
Læs mere på http://www.meyersmadhus.dk
Smålands madkultur og arv
SVERIGE: Småland vil gerne være madkulturens centrum i Sverige. Den svenske landbrugsminister Eskil Erlandsson har udnævnt Smålands landskabs ret nr. 1. Det blev isterband - en traditionel let røget svinepølse - med råstuvede kartofler, persille og rårørte tyttebær samt ostekage med flødeskum og hindbær. Regional Matkultur og 12 svenske madforetagender i området sørgede også for Erlandsssons kolleger fra EU, da de holdt møde i Växjo i midten af september med lokale råvarer og studiebesøg på gårde og i butikker.
Læs mere på http://www.culinary-heritage.com
Read New Nordic Food’s newsletter in English and sign up:

