NY NORDISK MAD - STORE STRANDSTRÆDE 18 - T1255 KØBENHAVN K - NMR@NORDEN.ORG


Velkommen til nyhedsbrevet fra Ny Nordisk Mad

November 2007

Det er et år siden, at Ny Nordisk Mad blev lanceret, og 20 projekter er nu sat i gang med arrangementer, seminarer, smagsværksteder og konceptudvikling. I dette nyhedsbrev kan du læse om nogle af dem. Samtidig er Ny Nordisk Mads hædersdiplom blevet uddelt, og ansøgningsrunden for projekter i 2008 er åbnet.
Projektforslag for 2008 modtages nu
Frem til den 16. december 2007 tager Nordisk Ministerråd imod projektforslag og ansøgninger om finansiel støtte til fællesnordiske projekter i 2008.
Programmet for Ny Nordisk Mad vil udvikle og synliggøre nordiske værdier indenfor madkultur, gastronomi, råvarer, turisme, design, sundhed, velfærd og erhvervsudvikling.
Ansøgningskriterier og fokusområder er de samme som i første ansøgningsrunde. Styregruppen for Ny Nordisk Mad prioriterer projekter der lægger vægt på synlighed og netværk. Temaerne kan være regional produktion og distribution, køkken og gastronomi samt nordisk design koblet til mad.
Læs hele beskrivelsen og hent ansøgningsskema på http://nynordiskmad.org/prosjekter/ansoekning-2008/

På samme link kan du også læse om baggrunden og detaljerne for Ny Nordisk Mad.

Hæder til ICEHOTEL
Den første modtager af Ny Nordisk Mads hædersdiplom blev Icehotel, det originale mødested for mad, turisme og design bygget af is og sne i landsbyen Jukkasjärvi, som ligger 200 kilometer nord for polarcirklen i Sverige. Her løber floden Torne igennem et uspoleret vildt landskab, og her er hotel og to restauranter som i en årrække har trukket ikke blot nordiske, men også amerikanske, japanske og kinesiske, gæster til.
Icehotel i Jukkasjärvi fik i oktober Ny Nordisk Mads hædersdiplom og en pris på 100.000 danske kroner.
Der var syv kandidater til den første nordiske pris, som skal være med til at sætte Norden på det gastronomiske verdenskort.
De øvrige kandidater var Fridrik V Brasserie i Akureyri, Island samt Hanne Frosta som ejer restaurant På Høyden, Bergen i Norge. Fra Finland var redaktionen bag det gastronomiske tidsskrift ”Viisi Tähteä” (Five Stars) indstillet til pris og Grønland havde forstander Esben Toftdahl fra Levnedsmiddelskolen som sin kandidat. Åland havde indstillet Skördefesten og den danske priskandidat var Læsø Saltsyderi.
Icehotel i Jukkasjärvi fik prisen, fordi hotellet bidrager til en positiv udvikling i kyst- og landområdet, videreudvikler og styrker værdien af nordiske lokale og regionale råvarer og produkter. Endvidere hed det i Ny Nordisk Mads begrundelse for prisuddelingen, at Icehotel øger den nordiske konkurrenceevne for produktion af nordisk mad og turisme. Hotellet udvikler og styrker tværgående samarbejde indenfor gastronomi, kultur, regional udvikling og råvareproduktion.
Nordisk Ministerråd har bevilget penge til at hædersprisen også uddeles de kommende to år.
http://www.icehotel.com/Winter/Home/


Direkte TV fra ambassadørernes møde i Grythyttan

10 af de 14 nordiske ambassadører for mad og madkultur deltog i efterårets samling hos madambassadør Carl Jan Granquist i Grythyttan. Her fik deltagerne lejlighed til at se, hvad Grythyttan kan byde på som højskole for 500 elever, som produktionssted for blandt andet skovbær til vin og som kulturelt samlingspunkt. Ambassadørernes første opgave var at præsentere hinanden for drikke fra deres egne lokaliteter, og der blev budt på både grønlandsk øl og norsk æbledrik, og senere viste deltagerne eksempler på traditioner og produkter fra nordiske morgenborde. Her kom der smagsprøver frem på færøsk fisk, krydderier fra Grønland og gjetost fra Norge. Mødet, der blev holdt som optakt til Grythyttans Måltidsberetninger, fik mediernes opmærksomhed. Blandt andet blev der sendt direkte tv fra det nordiske møde, og det er netop tanken med Ny Nordisk Mad og de udpegede ambassadører fra alle landene.
På samme måde vil ambassadørernes møder i 2008 blive lagt i forbindelse med andre madkulturelle arrangementer. Således mødes de 14 til Food and Fun festivalen i lsland i februar 2008 og ved Bocuse d’Or, den store kokkekonkurrence, i Stavanger i juli måned. Her er det ambassadør Eivind Hålien, som bliver vært.
Ambassadørerne skal løfte og bidrage til den nordiske madkultur og råvarer fra Norden, så den kan få fodfæste efter årtier med Middelhavskøkkenet, fastfood og senest det asiatiske køkken.


Nyt fra projekterne:

Mennesker tiltrækkes af gode historier – ”Nordiska Måltidsberetninger” er igang
19. oktober holdt projektet sin første workshop, hvor historiefortællere gav prøver på den mundtlige beretning om måltidet. Derefter øvede deltagerne sig i en time på kunsten at fortælle om det nordiske måltid. De indbudte var 20 aktører fra måltidsområdet i Sverige og Finland. Deltagerne var glade for fortællingen som alternativ formidlingsform – i stedet for den sædvanlige Power Point præsentation – lige som de var enige om, at beretninger kan blive et godt redskab i udviklingen af måltidssektoren gennem det Nordiske samarbejde.
Projektet har planlagt at gennemføre 2 workshops i hvert land i 2008:
23-24. januar i Finland
31 jan – 1. februar i Sverige (Grythyttan/Hällefors)
7-8. februar i Norge
21 -22. februar i Sverige
28 – 29. februar i Norge
6-7. marts i Finland

Projektet har siden september 2007 haft sit eget månedlige nyhedsbrev.
Læs mere om projektet her: http://nynordiskmad.org/prosjekter/


Over 2000 mennesker smagte på Ny Nordisk Mad ved kulturnatten i København

Folk strømmede til Nordisk Råds og Nordisk Ministerråds gård i Store Strandstræde i København, da projektet Ny Nordisk Mad og kulturnatten 2007 uddelte smagsprøver på kulturnatten. Kokkene fra sekretariatet havde seks små retter på menuen tilberedt af råvarer fra forskellige områder af Norden. Der var sukkersaltet hellefisk fra Grønland, filet af saltet og røget dansk gris og kartoffelsalat af svenske kartofler, der er dyrket i samarbejde med Nordisk Genbank. På den søde side blev der budt på marineret finsk emmentaler med knækbrød og kvædekompot, islandsk skyr med danske blåbær og æblekage af æbler fra det danske æblemuseum, Pometet, der er en del af Nordisk Genbank. Til trods for, at der var dobbelt så meget mad i år som sidste år, var alt spist, før der var gået to timer.

Læs mere om maden på Kulturnatten: http://www.norden.org/kulturnatten/sk/MadfolderWeb.pdf

Har du spørgsmål bedes du kontakte:

Magnus Gröntoft, programsekretær
mg@norden.org

Nordisk Ministerråd/Nordic Council of Ministers
Store Strandstræde 18 DK-1255 København K
Tel +45 33 96 02 00

Ønsker du at afmelde nyhedsbrevet? Klik her.