Manifest for DET NY NORDISKE KØKKEN
(Da Nordisk Køkken symposium d. 18. - 19. november 2004 samlede opponionsdannere fra hele verden til diskussioner om det Nordiske Køkkens muligheder og potentialet for udvikling af værdierne i industrierne omkring det, var manifestet for et Nyt Nordisk Køkken med sine 10 bud en af hovedingredienserne.)
Vi nordiske kokke finder tiden moden til at skabe et Nyt Nordisk Køkken, der i kraft af sin velsmag og egenart kan måle sig med de største køkkener i verden.
Det Ny Nordiske Køkken skal:
1. - udtrykke den renhed, friskhed, enkelhed og etik, som vi gerne vil forbinde med vores region
2. - afspejle de skiftende årstider i sine måltider
3. - bygge på råvarer, som bliver særligt fremragende i vores klimaer, landskaber og vande
4. - forene kravet om velsmag med moderne viden om sundhed og velvære
5. - fremme de nordiske produkters og producenters mangfoldighed og udbrede kendskabet til kulturerne bag dem
6. - fremme dyrenes trivsel og en bæredygtig produktion i havet og i de dyrkede og vilde landskaber
7. - udvikle nye anvendelser af traditionelle nordiske fødevarer
8. - forene de bedste nordiske tilberedningsmetoder og kulinariske traditioner med impulser udefra
9. - kombinere lokal selvforsyning med regional udveksling af varer af høj kvalitet
10. - invitere forbrugere, andre madhåndværkere, landbrug, fiskeri, små og store fødevareindustrier, detail- og mellemhandlere, forskere, undervisere, politikere og myndigheder til et samarbejde om dette fælles projekt, der skal blive til gavn og glæde for alle i Norden
Hans Välimäki, Finland
Leif Sørensen, Færøerne
Mathias Dahlgren, Sverige
Roger Malmin, Norge
René Redzepi, Danmark
Rune Collin, Grønland
Erwin Lauterbach, Danmark
Eyvind Hellstrøm, Norge
Fredrik Sigurdsson, Island
Gunndur Fossdal, Færøerne
Hákan Örvarsson, Island
Michael Björklund, Åland

