Den nordiske køkkenbevægelse udspringer af en trang til at gøre oprør imod den madkultur vi er vokset op i og en tro på at mennesker - også de som er ansat i virksomheder der opfører sig grusomt - allerhelst vil gør noget godt.
Der har aldrig være tale om et opgør med sushi, shawarma, spaghetti eller afrikansk mad men et ønske om at give det nordiske køkken en smuk stemme i koret af verdenskøkkener og en tro på at det kunne lade sig gøre.
Der er meget mere end madens smag på spil. Det handler om mangfoldigheden af dyr og planter, produkter, virksomheder og livsforme i vores region. Om jordens fremtidige frugtbarhed, landskabernes herlighedsværdi, dyrs og menneskers sundhed og livskvalitet. Det drejer sig om vores evne til gennem måltidet at forbinde os med jorden og himlen, med hinanden, med de som har været her før os og med de som kommer efter.
Den nordiske køkkenbevægelse er uformel, demokratisk og åben for alle. Den har mange tilhængere men ingen central styring. Der er ingen der bestemmer over noget. Det nordiske køkken bliver hvad vi sammen gør det til.
Du behøver ikke lave dit liv om imorgen for at være med. Måske er du allerede på sporet. Når du køber en pære på sit højeste - eller plukker den selv. Nyder den med et stykke nordisk gedeost og velsmagende brød af økologisk, stenmalet mel. Når du køber dine råvarer fra nogen du ved hvem er, som ved hvordan man gør og som har gjort sig umage. Når du taler med dem og deler din glæde med andre. Når afstanden fra jorden til måltidet kort, målt i tid og kilomenter, og retten har rødder i Norden men samtidig repræsenterer fornyelse. Når din mad udtrykker en tydelig sæsondimension, landskabets kvaliteter og en vis enkelhed, så lever det nordiske køkken i din hverdag og i dit hjerte.
Er det sådan du gør....eller hvordan rækker du ud efter vidunderlige oplevelser i dit nordiske køkken?
