Velkommen til nyhedsbrevet fra Ny Nordisk Mad
oktober 2008
Nyhedsbrevet fra Ny Nordisk Mad udsendes hver måned med nyt fra projekterne, fra Ny Nordisk Mads ambassadører og styregruppe og fra samarbejdspartnere og interessenter. Nyhedsbrevet vil også fungere som netværksdannende for den voksende gruppe, som interesserer sig for at fremme nordisk mad og nordiske råvarer.
Kandidater til hædersdiplom 2008
Ny Nordisk Mads hædersdiplom rettes i år mod konkurrencedygtighed og nordisk produktudvikling. Svenskerne stiller med Ny Nordisk Mads pioner Eldrimner, et centrum for madhåndværk og udvikling i hele Norden. Norge har indstillet Hanne Frosta, Restaurant På Høyden, Bergen, som arbejder suverænt med nordiske råvarer. Islands kandidat til diplomet er Restaurant Vox, Reykjavik. Her er Gunnar Karl Gislason en innovativ leder, som arbejder for nordiske ingredienser. Grønland har indstillet den nyskabende Restaurant Nipisa, Nuuk, som har moskusokse og sortebær på menuen. Finlands kandidat er Kasvik Galleria, Kuopio, som tre gange har vundet Årets Stjärnprodukt, og Danmark indstiller Læsø Saltsyderi, som er et lokalt produktions- og oplevelsescenter om salt. Diplomet deles ud den 4. november ved livsmedelsseminariet på Moderna Museet i Stockholm. Sidste år var det svenske Icehotel, Jukkasjärvi der vandt hæderen, og de 100.000 danske kroner, for sin indsats for turismen og den regionale udvikling.
Nordisk Ministerråd i kartoflens tegn
NordGen leverede kartofler til Nordisk Ministerråds Kulturnat i København Foto: Johannes Jansson/norden.org
Nordisk Ministerråd viste Ny Nordisk Mad frem på Københavns årligt tilbagevendende Kulturnat 10. oktober. I anledning af FN’s kartoffelår blev de over 1000 gæster blandt andet budt på saltbagte kartofler med hyben chutney og krydder mayonnaise og kogte kartofler med islandsk skyr og rygeost. Kartoflerne blev leveret af NordGen, der viste sjældne kartoffelsorter frem og stillede op til en snak om fremtidens behov for større genetisk variation, blandt andet af hensyn til klimaforandringerne. Også i Nordisk Designcenter kunne man smage på Ny Nordisk Mad, og i det grønlandske hus var der trommedans og rensdyrsuppe.
Læs mere om kulturnatten i Nordisk Ministerråd på www.norden.org
Nyt fra Norden:
Håndværksmad over den norsk-svenske grænse
Under overskriften ”Søg gammelt og skab nyt – håndværksmad for gammel og ung” skal lokale madhåndværkere i Jämtlands län og Nord- og Sør-Trøndelag fylke frem til december 2010 samarbejde om at udvikle og udbrede kendskabet til den traditionelle forædling af maden. Der skal skabes nye netværk og udveksles kundskaber mellem producenter, foreninger og restauranter på begge sider af grænserne. Projektet er kommet i stand som en del af EU-programmet Interreg Sverige-Norge som gennem samarbejde over grænserne i EU og de lande, der grænser op til EU skal styrke regionens attraktivitet og konkurrencekraft.http://www.interreg-sverige-norge.com/page.asp?pageid=46&menuid=2&submenuid=41http://www.interreg-sverige-norge.com/page.asp?pageid=46&menuid=2&submenuid=41http://www.interreg-sverige-norge.com/page.asp?pageid=46&menuid=2&submenuid=41
Læs mere på www.interreg-sverige-norge.com
Finsk kommunevalg om skolemad
Marja Innanen, leder af Programme for Promoting Finnish Food Culture, og del af styregruppen i Ny Nordisk Mad arbejder netop nu med en overordnet strategi for finsk madkultur, og Finland er det første land i Norden med en strategi. Projektet, som er støttet af Ministry of Social Affairs and Health og 12 andre organisationer, har et fælles udgangspunkt. Det handler om at højne diskussionen og holdningen til mad til en decideret madkultur, ”fra mad til madkultur”. Der er enighed om en række præmisser, blandt andet at tale mere om mad, at lave mad sammen og tale om konsekvenser for god og bæredygtig mad og om dårlige valg. Projektet er rettet mod børn og unge og mod meningsdannere og branchen, som arbejder med mad. Projektet slår desuden fast, at hjemmet er den primære kilde til madkultur, men også institutioner, skoler og andre instanser som er del af børn og unges liv kan påvirke med god madkultur. Finland har skolemadordning, og her satser programmet på at støtte skolemaden med bedre kvalitet og flere penge, samt ny inspiration. Netop nu føres kampagnen ”Kommunevalget er et valg om skolemad”. www.kouluruokavaalit.fi
Smag Danmark Camp 08
Den danske fødevareminister fik i september gode råd af 50 mennesker med meninger og eksperter fra fødevaresektoren om, hvordan man kan forbedre den danske mads kvalitet og gøre landet kendt i udlandet for et rigt udbud af kvalitetsfødevarer. De konkrete forslag var blandt andet en kulinarisk camp for unge, markedshaller hvor man kan købe regionale fødevarer og måltidsklubber for ældre. Læs flere af de gode ideer på: http://ferv.fvm.dk/Camp_08.aspx?ID=46880

