Velkommen til nyhedsbrevet fra Ny Nordisk Mad
Februar 2008
Nyhedsbrevet fra Ny Nordisk Mad udsendes hver måned med nyt fra projekterne, fra Ny Nordisk Mads ambassadører og styregruppe og fra samarbejdspartnere og interessenter. Nyhedsbrevet vil også fungere som netværksdannende for den voksende gruppe, som interesserer sig for at fremme nordisk mad og nordiske råvarer.
Nyt fra projekterne
Ambassadører til Food and Fun i Reykjavik
Ny Nordisk Mads ambassadører deltager i Food and Fun i den islandske hovedstad Reykjavik fra den 20. til 25. februar 2008. Sammen vil de sprede kendskabet til Ny Nordisk Mad og 11 af dem deltager i madmessen i Nordens hus. Desuden vil ambassadørerne planlægge den kommende kokkekonkurrence til Bocuse D’or i Stavanger til sommer. Ambassadørerne arbejder på at øge informationen om Ny Nordisk Mad, og de vil diskutere muligheder for at lave andre, og flere projekter sammen, for eksempel TV-programmer om den nordiske mad.
Læs mere om Bocuse D’ or: www.bocusedornorge.no
Læs mere om Food and Fun på www.foodandfun.is
Claydies udstiller i Norræna húsid under Food and Fun
De danske ambassadører, Tine Broksø og Karen Kjældgård-Larsen, der tilsammen udgør designduoen Claydies, udstiller deres porcelæn "True Feelings" i Nordens Hus under Food and Fun. Porcelænget ”de ægte følelser” er opstået som et dogmeprojekt i 2007 og formgivet med bind for øjnene og uden brug af andet værktøj end hænderne. Det blå og hvide stentøj skal danne rammen om nordisk mad med sin rene og sanselige udstråling, der giver associationer til hav og uberørt natur.
I kommende projekter planlægger designduoen blandt andet at arbejde med materialer gravet op eller udvundet i Norden.
Læs mere om Claydies på www.claydies.dk
Den nordiske smags sprog
Projektet ”Den nordiska maten i nordiska media” holdt workshop for indbudte nordiske madjournalister i Grythyttans Gæstgivergård den 17. og 18. januar for i fællesskab at udvikle et måltidets sprog. Det er centralt for Carl-Jan Granqvist, der er gæstgiver emeritus i Grythyttan, og de øvrige arrangører at finde et fælles sprog for smag, for mad og kvalitet. Kun ved at beskrive maden kan den udvikles og forstås af flere. Det var også Carl-Jan Granqvist, som stod for middagen baseret på nordiske råvarer. I Grythyttans antikke omgivelser med glaspokaler fulde af tørrede, tungt duftende blomster og meterhøje, hvide servietter, blev der blandt andet serveret røget and, granité af blåbær og drukket multebærvin (jortrun) fra det lokale Vineriet.
En af gæsterne valgte at nedskrive sin gastronomiske oplevelse:
Banket hos Granqvist (svensk version)
Af Anders Holst Markussen, www.nordiskgastronomi.dk
Ett spöke gör handtecken och ritualet utförs:
De vissna blommar bultar som en romantisk sonett.
Tallrikerna intialiseras av en avliden operasangere.
Silver skimrar och dessertbesticket är korsat som ett vapensköld.
Vildanden ropar i mörkret.
Vitvinen är antikverat som de omgivande muren
och dom tunna fönstren med utsikten till möllan
med ån, som brusar över den isbelagda sjön.
Næste workshop holdes i Voksenåsen i Norge til marts. Yderligere oplysninger: Mikael Klingberg, Voksenåsen, mob. +4790747314
Nyt om nordisk mad
International pris til Meyer
En af Ny Nordisk Mads initiativtagere, tv-kokken Claus Meyer har modtaget The Media Chef Award, som er en international kommunikationspris. Prisen, som er en ærespris i form af en skulptur, blev uddelt på madfestivalen Madridfusion i Spanien. Claus Meyer fik prisen for sin formidling af moderne nordisk madkultur gennem tv-programmerne New Scandinavian Cooking, som blandt andet blev vist på Dansk TV, DR1 i sommeren 2007. En af festivalens dage var helliget det nordiske køkken. Her deltog blandt andre Mathias Dahlgren, Grand Hotel i Stockholm og Magnus Ek fra Oaxen Skärgårdskrog, samt Bo Bech, Rasmus Kofoed, and René Redzepi fra Danmark, Terje Ness og Arne Sörving fra Norge. René Redzepi, Noma i København introducerede ideen bag det nordiske køkken som en modvægt til globalisering. www.madridfusion.net

- Fotograf: morganmorell

